top of page

SÅDAN SLAP JEG JALOUSI

  • Forfatters billede: Carsten
    Carsten
  • for 4 dage siden
  • 7 min læsning

Jalousi er en følelse der altid giver dig det modsatte af det du gerne vil have. Ved at slippe følelsen får du derfor altid det du gerne vil have.


ree

JEALUOSI & KÆRLIGHED

Mange mennesker tror at jalousi er synonymt med kærlighed. Bliver man ikke jaloux er det fordi man ikke elsker sin partner nok. Det er dog lige omvendt. Kærlighed en healende følelse der bygger på at man uselvisk giver frihed til den man elsker og jalousi er en følelse som betyder at man forsøger at indskrænke sin partners frihed.

Da jeg som teenager begyndte at have kærester havde jeg store problemer med jalousi. Det skabte naturligvis mange konflikter som betød at mine forhold som regel gik hurtigt i stykker. Efterhånden som jeg blev ældre indså jeg at jeg ikke kunne få et sundt og stærkt kærligheds- og sexliv hvis ikke jeg lærte at håndtere jalousi.


MIN PERSONLIGE JALOUSI SKOLE

For at lære at slippe jalousi brugte jeg mange år på at studere følelsen. Når den opstod tog jeg ejerskab på den og sørgede for ikke at give andre skylden. At jeg stædigt blev ved med ikke at se den der aktiverede følelsen som en skurk og mig selv som offer hjalp mig med årene til at blive bedre og bedre til at rumme følelsen. Ønsker man at træne sin evne til at rumme jalousi og tage ejerskab på følelsen skal man dog bruge en partner som aktiverer følelsen. På den måde blev mine kærester ofte en slags undervisere som viste mig sider af min besiddertrang som jeg arbejdede med at lære at håndtere.

En af de kvinder som lærte mig mest om jalousi hed Kate. Kate var en smuk og intelligent kvinde der altid sagde præcist hvad hun tænkte. Efter at hun og jeg havde været sammen i nogle år var vi flyttet ind i en lejlighed i byen. Vores forhold var på det tidspunkt blevet en smule rutinepræget men vi elskede hinanden og ønskede at blive sammen - også selv om det seksuelle havde mistet en del af sin gnist.


DEN STORE UDFORDRING

En af de gange hvor Kate udfordrede min evne til at håndtere jalousi var en aften da hun kom hjem fra arbejde og så usædvanlig overskudsagtig ud. Det var længe siden at jeg havde set hende så glad og smuk og imens vi satte os i stuen, spurgte jeg hvad der var sket.

”Da jeg var på vej hjem fra arbejde, blev jeg stoppet af en fantastisk flot mand som begyndte at give mig komplimenter,” sagde hun glad. ”Manden hed Peter og det endte med at han fik mig overtalt til at gå med på en cafe for at få kaffe. Peter er entreprenør og temmelig velhavende og spændende at snakke med. Selv om jeg fortalte at jeg har en kæreste bad han alligevel om mit nummer.”

”Interessant,” sagde jeg imens jeg noterede mig at jeg fik et stik i maven af jalousi. "Vil du gerne møde ham igen?"

”Hvis du ikke har noget imod det," sagde hun og studerede mit ansigt.

”Hmmm…,” sagde jeg. ”Der er ingen tvivl om at jeg er blevet jaloux og som du ved er det jo en følelse jeg gerne vil blive bedre til at rumme. Det lyder som om Peter vil kunne give mig masser af mulighed for at øve mig."

Kate var meget taknemlig for min åbenhed og resten af dagen fortsatte hun med at være overskudsagtig. Inden vi sov, havde vi for første gang i lang tid passioneret sex. Dagen efter sad vi i stuen og hyggede os imens vi så en film da Kates telefon ringede.

”Jeg kender ikke nummeret,” sagde Kate spændt. ”Måske er det Peter?”  

”Sandsynligvis,” sagde jeg. ”Må jeg tage den?”

”Hvorfor det?” spurgte hun og rynkede panden.

”Hvis jeg taler med ham og har hørt hans stemme bliver det lettere for mig at slippe min jalousi,” forklarede jeg.

”Ok …,” sagde hun tøvende, ”men lad være med at skræmme ham væk.”

”Selvfølgelig ikke,” sagde jeg. ”Det vil jo ødelægge min chance for at øve mig.”

Da jeg tog Kates telefon, præsenterede jeg mig, hvorpå røret, med det samme, blev lagt på. Herefter ringede jeg nummeret op hvorpå telefonen blev taget uden at der blev sagt noget i den anden ende.

”Er det Peter?” spurgte jeg. ”Jeg er Kates kæreste og vil gerne takke dig.”

”Ehhmm …,” var der en stemme der sagde. ”Hvad mener du med at takke mig?”

”Da du mødte Kate på gaden, boostede du hendes selvværd,” sagde jeg. ”Da hun kom hjem, så hun fantastisk ud. Hun har tydeligvis trængt til at få komplimenter fra en anden mand end mig."

”Ok …,” sagde Peter langsomt og tænkte lidt, ”men er du ikke sur over at jeg ringer?”

”Nej,” sagde jeg. ”Jeg har i mange år øvet mig i ikke at blive jalousi. Jeg hører at du er både rig og ser godt ud. Hvis du og Kate begynder at ses får jeg derfor masser af mulighed for at øve mig.”

”Men er du ikke bange for at jeg forsvinder med hende?” spurgte Peter.

”Det ville selvfølgelig være ærgerligt," sagde jeg, "men jeg ønsker jo heller ikke at være sammen med en kvinde der hellere vil være sammen med en anden mand. Så det her er også en god test af styrken i vores forhold."

 

MIT REGELSÆT

Da Peter og Kate begyndte at gå ud sammen, skete der en stor forandring med Kate. Dels begyndte hun at gå mere op i sig selv end før. Ud over at købe lækkert undertøj begyndte hun også at træne og når vi hang ud sammen, var hun meget mere glad og afslappet end jeg havde set hende længe. Samtidig måtte jeg på skolebænken og arbejde temmelig meget med min evne til at håndtere jalousi.

Næsten alle mennesker oplever jalousi forskelligt og har forskellige reaktioner på følelsen. Personligt bliver jeg jaloux når jeg ikke kan mærke min partners kærlighed eller hendes dagsordener. Hvis det sker begynder følelsen at fortælle mig alle mulige ting som ganske ofte ikke er sandt. Måske siger den at hun ikke elsker mig, at hun vil forlade mig eller at hun griner af mig bag min ryg. Hvis jeg bliver meget jaloux, kan følelsen løbe løbsk og når det sker, kan det sætte sig som en smerte i maven der kan blive næsten ubærligt at rumme. I den slags situationer plejer det som regel at hjælpe hvis jeg løber en lang tur.

For at undgå at min jalousifølelse løb løbsk havde jeg aftalt nogle regler som Kate skulle følge når hun var sammen med Peter. Dels aftalte vi at Kate kun kunne møde Peter inden for en aftalt tidsramme. Hvis jeg fik brug for at tale med hende, kunne jeg også ringe til hende og hvis jeg ringede, ville hun altid tage den – også selv om Peter og hende var sammen. At Kate altid var så ærlig og at hun var 100% indforstået med vores aftale betød at jeg undgik de helt store nedture. Hver gang hun havde været sammen med Peter, havde jeg også brug for at høre alle detaljer. På den måde føltes det som om Peter var mit og Kates fællesprojekt hvilket også havde en positiv indflydelse på min evne til at rumme jalousi. I starten måtte jeg arbejde temmelig meget med mig selv, men efter en måneds tid kunne jeg slappe mere af. Dels var det tydeligt at Kate var meget taknemlig over den tillid jeg viste hende hvilket betød at hun blev mere hengiven end jeg havde set hende længe. På den baggrund blev det naturligvis også helt tydeligt at hun ikke havde til hensigt at forlade mig. Desuden hjalp det mig også at Kate fortalte mig at hun ville give mig den samme frihed hvis jeg mødte en kvinde som jeg begyndte at være sammen med.


EN OVERRASKENDE UDVIKLING

Efter at Kate og Peter havde set hinanden i nogle måneder skete der dog noget som ændrede alting.

”Det er interessant med Peter,” sagde Kate en aften da hun kom hjem efter en date. ”Som mand har han jo det hele men alligevel er der noget ved ham som jeg ikke bryder mig om.”

”Lad mig høre,” sagde jeg.

”Når jeg er sammen med dig, kan vi jo tale om alting,” sagde Kate, ”men når jeg er sammen med Peter, er der en masse tabuer. Hvis jeg for eksempel siger noget positivt om dig, bliver han i dårligt humør. Det giver en akavet stemning og derfor er det svært at være helt ærlig over for ham.”

”Men kan du så ikke bare nøjes med kun at sige negative ting om mig?” foreslog jeg.

”Det har jeg ikke lyst til,” sagde hun. ”Jeg elsker dig jo og vil gerne have at Peter forstår hvorfor. Jeg er ikke sikker på at jeg kan overskue at være sammen med en mand der vil behandles som et barn der skal beskyttes for virkeligheden. I aften konfronterede jeg ham med problemet og så begyndte vi at skændes.”

”Måske har I brug for parterapi,” sagde jeg.

"Hmm ...," sagde hun og tænkte lidt. "Jeg tror måske det kunne hjælpe at vi talte med en som kunne give os begge plads til at tale ud."

”Hvis I har lyst, kunne vi alle tre mødes," foreslog jeg. "Så skal jeg nok hjælpe jer med at få talt konflikten ordentligt igennem.”  


Da Kate mødte Peter næste gang, forsøgte hun atter at tale med ham om sine betænkeligheder ved deres forhold men samtalen kom ingen vegne. Da hun herefter foreslog at de skulle bruge mig som deres parterapeut gik det dog helt galt. Peter blev ikke kun deprimeret men da de senere samme aften forsøgte at have sex kunne han ikke få rejsning. Et par dage efter ringede Kate til Peter og slog op med ham.

"Peter er nok den flotteste mand jeg har været sammen med," sagde hun da vi en aften sad og talte om det. "Men nu ved jeg at penge og udseende ikke betyder noget for mig hvis en mand har et lavt selvværd."

 
 
 

Kommentarer

Bedømt til 0 ud af 5 stjerner.
Ingen bedømmelser endnu

Tilføj en rating
bottom of page