top of page

SÅDAN BLEV PRAKTISK SEXVEJLEDER

Forfatters billede: Carsten
Carsten
6. nov. 2025
4 min læsning

Opdateret: 22. jul.

Som forfatter har jeg arbejdet med tabuer i over 25 år og har udgivet en lang række bøger om både den lyse og den mørke side af seksualitet. Ud over det har jeg haft flere tusind klienter i terapi eller på selvudviklingskurser og har også udviklet min egen tilgang til at arbejde kropsligt som sexolog og som erotisk massør.


MASSAGE AF EROGENE ZONER

For mere end 15 år siden læste jeg om en workshop i London, hvor mænd kunne lære at give kvinder sensuel massage og udforske, hvordan man skaber nydelse gennem nærvær og berøring. Holdet bestod af 20 mandlige deltagere og 10 kvindelige frivillige. I fire timer modtog mændene undervisning, mens kvinderne fungerede som øvepartnere under vejledning af en erfaren erotisk massør. Workshoppen var allerede fuldt booket, men konceptet fascinerede mig. Derfor kontaktede jeg underviseren og fortalte om min baggrund. Han syntes, at min profil var interessant og inviterede mig til at deltage som observatør og assisterende underviser.

Da workshoppen begyndte, var massøren meget travl og mange af deltagerne begyndte derfor at bede mig om vejledning. Både kursisterne og underviseren var glade for min indsats, og efterfølgende valgte jeg at booke et længere privat uddannelsesforløb hos ham.

Arbejdet som sensuel massør

Da uddannelsen var afsluttet, inviterede min lærer mig til at arbejde i hans klinik i London, når han havde travlt. Her fik jeg mulighed for både at videreudvikle mine færdigheder og opbygge omfattende praktisk erfaring.

Klinikken tilbød yoni-, tantrisk- og terapeutisk massage til kvinder, som ønskede større tryghed, nydelse og et mere afslappet forhold til intimitet.

Noget af det første, folk spurgte mig om, var, om jeg ikke selv blev seksuelt ophidset under arbejdet. Selv om nogle af klienterne var attraktive, oplevede jeg dog aldrig mine sessioner som en seksuel situation. Jeg var nærværende, omsorgsfuld og åben, men samtidig professionel. Formålet var at skabe et intimt frirum, hvor klienten kunne slappe af uden at skulle tage hensyn til en mands behov eller forventninger. Netop dét gjorde arbejdet meningsfuldt for mig og jeg nød også at klienterne var usædvanligt ærlige, og åbne for at tale om alting.

Terapi eller sexarbejde?

Efter nogen tid blev det tydeligt, at min lærer og jeg havde forskellige opfattelser af terapeutens rolle. Han var en dygtig massør, men over for nogle klienter udviklede relationen sig gradvist til flirt og gensidig seksuel kontakt. Selvom det skete på klienternes initiativ, oplevede jeg, at han mistede noget afgørende, når han lod sig seksuelt involvere.

Når terapeuten bliver en del af klientens seksuelle dynamik, flyttes fokus væk fra klientens udvikling. Rollen bliver uklar men da jeg forsøgte at tale med ham om det, gik han i forsvar. Derfor valgte jeg at afslutte samarbejdet og rejse hjem til København, hvor jeg selv begyndte at tage klienter.

Hvorfor opsøger kvinder mig?

Kvinder kommer til mig af mange forskellige grunde. Nogle har svært ved at modtage, fordi de er vant til altid at fokusere på partnerens behov. Andre ønsker at genfinde kontakten til deres seksualitet efter mange år i et sexløst forhold eller et liv præget af stress.

Jeg møder også kvinder, som har været udsat for overgreb, og som ønsker et trygt rum, hvor de kan udforske intimitet uden at miste kontrollen over processen. Derudover er der kvinder, som ganske enkelt er nysgerrige. De ønsker at lære mere om deres egen seksualitet, udforske nye sider af sig selv eller blive mere fortrolige med nærhed og berøring. En gang imellem spørger en klient, om hun må tilfredsstille mig seksuelt under en session, men da arbejdet ikke tænder mig er det ikke en mulighed. Hvis hun ønsker at lære at give nydelse til en mand, kan jeg i stedet invitere en mandlig øvepartner, mens jeg selv forbliver facilitator og underviser. På den måde bevarer sessionen sit terapeutiske fokus.

Før en session

Inden enhver behandling bruger vi god tid på at tale sammen. Vi gennemgår klientens ønsker, grænser, erfaringer, massagepræferencer, seksuelle profil samt fysiske og psykiske helbred. Vi taler også om eventuelle overgreb, skam, problemer med lyst eller orgasme og andre erfaringer, som kan have betydning for forløbet. Hvis klienten er nervøs eller blufærdig, kan hun naturligvis være delvist påklædt eller dækket af et tæppe under hele behandlingen.

Myten om den perfekte teknik

Internettet er fyldt med videoer, som lover at lære mennesker den perfekte måde at stimulere en kvinde på. Min erfaring er, at den perfekte teknik ikke findes. Alle mennesker er forskellige. Vi har forskellige erogene zoner, forskellig følsomhed og forskellige måder at opleve lyst på. Nogle bliver tændte gennem berøring, andre gennem ord, tillid eller følelsesmæssig kontakt. Hos nogle er hjernen den vigtigste erogene zone.

Jeg har oplevet klienter, som kunne få orgasme gennem ganske let berøring, gennem et pust det rigtige sted eller blot ved at føle sig trygge nok til at give slip. Derfor handler en vellykket session langt mindre om teknik end om den energi, der opstår i et møde. Den energi kan ikke skabes gennem en teknik. Den opstår, når to mennesker føler at de kan mærke hinanden og samtidig føler sig frie og tillidsfulde. Paradoksalt nok er det ofte lettere at skabe denne form for nærvær med et menneske, som ikke er ens partner. Her er der ingen hverdag, ingen jalousi, ingen gamle konflikter og ingen frygt for at miste hinanden. Kun et trygt rum, hvor opmærksomheden kan være rettet mod ét menneske ad gangen inden for en begrænset tidsramme.


bottom of page